Vedtægter
for Brancheforeningen af Danske Mentaltrænere
§ 1 Navn og hjemsted
Foreningens navn er Brancheforeningen af Danske Mentaltrænere
Foreningens er hjemmehørende i Gladsaxe Kommune.
§ 2 Formål
Foreningens formål er at organisere organisationer og enkeltpersoner, som arbejder med mentaltræning og uddannelse af mentaltræning.
Mentaltræning er oprindelig en træningsdisciplin, der er udviklet i starten af halvfjerdserne af blandt andre den svenske professor i psykologi Lars-Erik Uneståhl, oprindeligt for at få elitesportsfolk til at præstere bedre. Metoden har været testet af forskellige nationale og olympiske teams.
Mentaltræning foregår i den alternative bevidsthedstilstand (”Altered state of consiousness”) som frembringes ved afslapning og auditivt støttede aktive forestillinger, hvor hjernens aktivitet målt med EEG udviser relativt øgede andele af aktivitet i delta (3 Hz), theta (5,5 Hz) og beta (14 – 16 Hz, ) frekvensområderne, og relativ mindskelse med opsplitning i alfa området (10-12 Hz) til to mindre toppe (ved 8 hhv 10,5 Hz) i det samlede frekvensspektrum.
Selve mentaltræningen foregår udelukkende ved at lytte til en række indtalte lydfiler, der indeholder dels en induktion for at bringe den der træner i den alternative bevidsthedstilstand. Induktionen følges af suggestioner, der har et specielt sigte, gennem en kombination af afslappende musik og ord. Denne kombination af induktion og suggestioner kendes også som selvhypnose. Mentaltræning kan derfor, ses som en form for systematiseret konceptualisering af selvhypnose.
Det er herudover foreningens formål at udbrede mentaltræningen og understøtte forskning i mentaltræning.
§ 3 Medlemmer
Som medlemmer kan optages:
d. Organisationer, der udbyder Mentaltræneruddannelser og certificerer Mentaltrænere efter foreningens regelsæt om dette (A-medlemmer)
e. Organisationer, som udbyder mentaltræningskurser faciliteret af ansatte trænere certificeret efter foreningens regelsæt (B-medlemmer)
f. Personer, som er certificeret efter foreningens regelsæt (C-medlemmer)
Medlemmerne betaler et kontingent som fastsat af generalforsamlingen. Det er muligt at fastsætte differentierede kontingentsatser. Kontingent opkræves med 1 måneds betalingsvarsel. Hvis et medlem undlader at betale kontingent, kan bestyrelsen beslutte at slette medlemmet 1 måned efter sidste betalingsdato.
Foreningens bestyrelse kan afvise optagelse af et medlem med simpelt flertal
Foreningens bestyrelse kan ekskludere et medlem, hvis 3 medlemmer af bestyrelsen stemmer for dette.
En person eller organisation, der er blevet nægtet optagelse og ethvert medlem, som er blevet ekskluderet har krav på at få prøvet beslutningen på den næstfølgende generalforsamling.
Kravene til a-medlemmer er:
1. Der undervises i Mentaltræning i henhold til bilag 1
2. Der undervises efter en læringsmodel beskrevet i bilag 2
3. Der indtænkes evidensbaserede compliance-strategier, jf. bilag 3
§ 4 Generalforsamlingen
Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningen højeste myndighed
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af april måned og indkaldes med mindst 3 ugers varsel ved e-mail til medlemmerne. Generalforsamlingen anses indkaldt til rette person, når foreningen har benyttet den e-mail-adresse, som det pågældende medlem har oplyst ved indmeldelse eller senere.
Stk. 3 Møde- og stemmeberettigede på generalforsamlingen er alle medlemmer, der senest ugedagen forinden har betalt forfaldent kontingent. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde. Medlemmerne stemmer således:
• A-medlemmer vægter i alle forhold med 50 stemmer
• B-medlemmer vægter i alle forhold med 10 stemmer
• C-medlemmer vægter i alle forhold med 1 stemme
Stk. 4 Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende punkter:
1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Regnskabsaflæggelse
4. Behandling af indkomne forslag
5. Fastsættelse af kontingent
6. Godkendelse af budget
7. Valg af formand
8. Valg af næstformand
9. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer og 2 suppleanter
10. Valg af 2 revisorer og en revisorsuppleant
A-medlemmerne har ret til at vælge formand og to medlemmer af bestyrelsen. B-medlemmerne har ret til at vælge næstformand og et medlem af bestyrelsen. C-medlemmerne vælger et bestyrelsesmedlem. Hvis der ikke er medlemmer af en bestemt kategori, bortfalder disse bestyrelsesmedlemmer.
Stk. 5 Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsen sikrer, at indkomne forslag udsendes til medlemmerne på mail senest 5 dage før generalforsamlingen.
Stk. 6 Generalforsamlingen træffer sine beslutninger med simpelt flertal (én over halvdelen af de gyldigt afgivne stemmer) og ved håndsoprækning.
§ 5 Ekstraordinær generalforsamling
Stk. 1 Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt og skal afholdes, når mindst 1/3 af medlemmerne eller et a-medlem giver skriftligt udtryk herfor. I sådanne tilfælde skal generalforsamlingen afholdes senest fire uger efter, at anmodningen er givet. Indkaldelsesfrist for en ekstraordinær generalforsamling er 2 uger.
§ 6 Foreningens daglige ledelse
Stk. 1 Foreningens daglige ledelse udgøres af bestyrelsen, der foruden formanden og næstformanden består af 4 medlemmer. Formanden og næstformanden vælges for 2 år ad gange, således at formanden vælges i lige år og næstformanden i ulige år (i den første periode er næstformanden valgt for ét år). Bestyrelsens øvrige medlemmer vælges for ét år ad gangen.
Stk. 2 Bestyrelsen leder foreningen i overensstemmelse med disse vedtægter og generalforsamlingens beslutninger.
Stk. 3 Senest 14 dage efter nyvalg til bestyrelsen afholdes konstituerende møde, hvor bestyrelsen af og blandt sine medlemmer vælger kasserer og sekretær. Alle tillidsposter gælder frem til næste generalforsamling.
Stk. 4 Formanden – og i hans fravær næstformanden – indkalder og leder bestyrelsens møder. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 5 Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 4 medlemmer er til stede.
Stk. 6 Bestyrelsen fastlægger krav til certificering af mentaltrænere. Godkendelse og ændringer i kravene kræver, at samtlige a-medlemmer godkender kravene.
§ 7 Økonomi, regnskab og revision.
Stk. 1 Foreningens regnskabsår følger kalenderåret.
Stk. 2 Bestyrelsen er ansvarlig over for generalforsamlingen for budget samt regnskab.
Stk. 3 Foreningens regnskab føres af kassereren, der også fører foreningens medlemsregister.
Stk. 4 Regnskabet revideres af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
§ 8 Tegningsregler og hæftelse.
Stk. 1 Foreningen tegnes ved underskrift af formanden og mindst et yderligere bestyrelsesmedlem i forening. Ved optagelse af lån og ved salg/pantsætning af fast ejendom tegnes foreningen af den samlede bestyrelse.
Stk. 2 Salg/pantsætning kan kun finde sted efter godkendelse på foreningens generalforsamling.
§ 9 Vedtægtsændringer kræver 2/3 flertal og, at a-medlemmerne tilslutter sig vedtægtsændringen.
§ 10 Opløsning Stk. 1 Opløsning af foreningen kan kun finde sted med 2/3 flertal på to hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være ordinær. Foreningen kan kun opløses, hvis a-medlemmerne godkender dette.
Stk. 2. Ved opløsning tilfalder foreningens aktiver godgørende formål efter bestyrelsens valg.
§ 11 Datering Stk. 1 Således vedtaget på foreningens stiftende generalforsamling den 24/4-2017